|

|
På tur med
Pausefiskeren
|
Siden opdateret 08.11.2011.
|
På jagt
efter havfruer 2011
|
28.10.2011 |
Hover Å - zone 1 |

 

|
|
LAKS! Den første endda! Så blev Pausefiskeren sgu' også
bidt af laksefeberen! 92 cm bryllupsklar hanlaks huggede 10 minutter inde i
morgenfiskeriet her på 4. sidste
fiskedag i Hover Å i 2011!
"Fangstgarantien" på denne våde, disede
og spæde efterårsdag led ellers et knæk, da
den "sikre" Mepps Aglia i str. 4 sad
uhjælpeligt fast under landevejsbroen
efter et par opvarmningskast. Reserven
blev bundet på - den "lille" Mepps Comet
Black Fury i str. 3. Femte eller sjette
gang den blev kastet opstrøms mellem
landevejen og jernbanen - uden at
fornærme nogen, nok det umiddelbart
kedeligste stykke af vores dejlige lille
å - huggede det tungt, og et rødligt
glimt af en bredside 7-8 meter opstrøms
gav Pausefiskeren tanken, at en af
sidste vinters undslupne regnbueørreder
var vendt tilbage fra fjorden. Efter et
par tunge udløb vippede pludselig en
bred rødplettet halefinne op lige ud for
støvlesnuderne! Med et ordentlig dask i
overfladen - og på linen! - rykkede det
voldsomme dyr atter mod bunden. LAKS!
Mon den holder målet, summede det i en
rundtosset Pausefiskers baghoved ...
lige indtil han efter 12-15 minutters
meget tung, men næsten udramatisk fight
satte fangstnettet ned til den udmattede
fedtfinnernes konge! Pulsen blev om
muligt endnu højere! Nettet - som flere
gange de sidste par sæsoner er blevet
overvejet udskiftet, da den egentlig er
alt for stor i forhold til de knap 40
centimeters fisk, der "normalt" landes
af Pausefiskeren - så lige pludselig
meget lille ud! Op kom dyret dog - og
efter 36 mere eller mindre rystede
fotos, et par jubelbrøl og diskrete
dansescener - deltes en lille porsesnaps
med laksen! Inden det stolte dyr få
timer senere indleveredes til røgning i
Hvide Sande havde den været med på en
æresrunde, der blandt andet førte forbi
den lokale grejpusher (JK Jagt & Fiskeri
i Ringkøbing), hvor der var tilpas med
skulderklap og indvejningsservice! 92 cm
og 6,8 kilo! Smukt!
NB: Kald det barnlig fangerglæde eller
endda grådighed! Men pragtfyren i
bryllupstøjet blev gokket! Havde
Pausefiskeren haft 10-12 sølvblanke laks
på samvittigheden var der nok en rimelig
sandsynlighed for, at den feststemte
fedtfinne her havde fået chancen for at
fortsætte sin bryllupsrejse - efter en
hurtig fotosession. Den første laks
betød dog mere end det! 10 sæsoner i
Hover Å - store oplevelser med små fisk
- blev fejret med anstand! Størrelse er
ikke alt ... men alligevel!
|
|
14.10.2011 |
Hover Å - zone 1 |

|
|
For første gang siden jeg for
efterhånden ganske længe siden
glædessnøftende tog mit kompakte, men "shock
+ waterproof" Olympus-kamera kærligt i
brug derude ved de ganske, danske vande,
jagede en djævel frem i mig: Et
kongerige for et spejlreflekskamera! En
perfekt v-formation af gæs fangede en
"næsten" fuldmåne i deres midte ... et
smukt syn i Pausefiskerens lettere
udfordrede morgenperspektiv! Det forblev
så også morgenjagtens højdepunkt ...
årets første nattefrost måtte have gjort
sit indtryk dernede, hvor de fede
fedtfinner holder til ...
|
|
26.08.2011 |
Stauning Fiskesø |

|
|
Illustreret herover
frokostens/eftermiddagens højdepunkt ...
sammen med Palles landgangsbrød! 28-30
graders pludselig varme ved fiskesøens
bredder gav rig mulighed for god & nødvendig
dialog i netværksgruppen ... men ikke
for respektable fiskefingre!
|
|
28.06.2011 |
Slusen v. Hvide
Sande |

|
|
Vind & vedligeholdelse var en torn i (fiske)øjet
på en lille formiddagstur efter lidt
hornfisk ved slusen. Ikke mindst
blokering af den nordligste sluseport -
og det meste af molen på fjordsiden -
gjorde flådfiskeriet med sildestrimler
ucharmerende - og uden resultat!
Pausefiskeren sparer op til nye salte
oplevelser: Om fjorten dage kommer de
første makrel?
|
|
13.06.2011 |
Børsmose Strand |

 
|
|
Der skulle ikke megen sms-opfordring til
at Pausefiskeren kunne lokkes med
Rustfri ud til den salte, danske strand
- for at deltage i jagten på de
"sagnomspundne" pighvarrer! Rustfri -
der jo for ganske kort tid siden kunne
imponere med sin første rov-flade fra
stranden ved Børsmose - kunne love tobis
til agn - og vejrmæssigt ganske gunstige
forhold. Flere andre lystfiskere havde
beregnet det samme - og takket være en
ihærdig medkombattant lykkedes det os
faktisk at få en pighvar at se! De 25-26
cm gjorde den dog ikke til madfisk - og
med et håb om et "vægtigere" gensyn til
næste sommer, blev den skvulpet ud med
næste bølge! Derudover ... lever håbet
om en ordentlig plade fra Vestkysten
stadig!
PS: Ikke et ord om, at det altid er
tyskere i stationcars, der kører fast på
stranden ...
|
|
13.02.2011 |
Hover Å - zone 1 |

|
|
Vejrguderne sad og gnækkede fælt i
skægget over lige pludselig igen at
kunne sende skiundertøjs-kolde &
snefygende østenvinde hen over mit
hjemmevand ... Så nåede Pausefiskeren
alligevel at blive ramt af is i
stangøjerne! PS: Formodningen om billig
materialevalg på de tidligere omtalte
fiskehandsker holdt stik! De er vist
ikke helt bygget til det mere hardcore
chill-faktor-fiskeri!
|
|
22.01.2011 |
Hover Å - zone 1 |

|
|
I stedet for en skæl-løs beretning om
endnu en kort tur inden mørkets frembrud
... en sjælden produkt-ros:
Pausefiskeren er blevet ganske glad for
impulskøbet af disse Ron
Thomsen-fiskehandsker. Lidt billig
materialevalg - men absolut varme &
velfungerende "derude" ved fronten! Så
mangler de blot den afgørende
fiske-slims-test!
|
|
21.01.2011 |
Hover Å - zone 1 |

|
|
Det er mørkt derude! Ligesom prognosen
for Pausefiskerens fangstjournal? Årets
første tilbud - formodentlig én af
dambrugenes flygtende regnbue-fætre på
en 45-50 cm - kom på en kort
fyraftenstur: Et underligt skubbende hug
afslørede pludseligt en fin fisk for
enden af snøren - men da Pausefiskeren
ville sikre sig krogholdet for den store
Mepps med et resolut - forsinket -
tilslag, drejede dyret selvfølgelig i
samme øjeblik hovedet ... så spinneren
blev trukket ud af dens kæft ... og
landede i vandet for fødderne af den
vintersløve lystfiskende svend.
Uuuuuhhhhuuhhuhhuu ...
|
Til toppen
|
|
j |
|
Tekst, fotos, tegninger © Pausefiskeren
2005-2011 (hvor ikke andet er nævnt). |
|
h |
|
Webdesign by
Pausefiskeren
Propaganda 2007 (Optimeret til
1024x768 pixel eller højere!) |
|
|