Direkte fra "Æ´Pralstow" ved Ringkøbing Fjord ...

h

Pausefiskeren Propaganda

Onkel Finns Mosteri

L.A.D.A.

v

Links

v

hohoho

          Onkel Finns Tegnestue    

Hvem hunden er Pausefiskeren?

Ugens-Boble-Arkivet

xxx

x x

         

 

På tur med Pausefiskeren
2. halvår 2009

Siden opdateret 04.01.2010     


Endnu en opsamling på mere eller mindre fiskelugtende bedrifter med vindknuder, brændenælder og en lummer kryddersnaps! Og selvfølgelig ... en fisk i ny & næ ...
 

 

28.12.2009 Stampevejens Put & Take




 


Tjah ... fiskeåret 2009 blev overraskende nok lagt "on the rocks" mellem jul & nytår! Hvad hunden blev der af "global opvarmning"??? Umuligheden af den klassiske fiskesø-tur med regnbue-fightende-fedtforbrænding midt i al julehurlumhej'et medførte blot trodsig trøstespisning af chokolade ... og en bette skwis årgangs-rom! Rigtig spændende nytår til jer alle!
 

 

28.11.2009 Von Å




 


Et sidste lillebitte angrebsforsøg på Bundbids All Star Tavle 2009! En overraskende varm efterårssol lokkede Pausefiskeren ud på jagt efter de sortstribede røvere i Von Åen. Men i stedet for glorværdige fangster til klubkonkurrencen måtte man til sidst nøjes med lidt testfiskeri af diverse isenkram fra de mere skjulte rum i grejkassen. Det var da egentlig også ganske hyggeligt!
 

 

15.11.2009 Hover Å - zone 1





 


Godnat Hover Å ... og sov trygt, du  lille glade ... og ja, nogle gange humørsyge ... "Å-mand" (Trolden, der bestemmer over alle åens beboere), ja, sov trygt dybt nede i den alt for spirende grønne grøde i min skønne vestjyske å. Fredningen er over os alle nu! Det har været en yderst henrivende sæson med mange fine oplevelser derude. I dag kunne Pausefiskeren dog ikke høste så meget ... men det skyldes måske, at flasken fra Onkel Finns Mosteri med de vodka-boostede gyldne dråber fra grønne valnødder næsten var tom? Skålen til - og med -  "Å-manden" kunne således ikke blive så festlig og forpligtende, som ventet! Godt at der allerede er sat nyt "bryg" over til den nye sæson!
 

 

14.11.2009 Hover Å - zone 2







 


Så er det nu! Fede sølvblanke fedtfinner fra de frie fiskevande! Sidste chance for at komme på Pausefiskeren.dk for 2009? 12 graders mildhed derude hos Moder Natur lokkede Pausefiskeren på jagt efter ørreder m.m. just inden den smukke å - og dens mere eller mindre skællede kryb & kravl - fredes for vinteren. Mini Fat Rap'en og en Mepps 3'er kørte lystigt den første stykke tid i den tilpas forårsforvirrede (?) å med masser af friskspirende grønt. Dovent pibende svanetræk i små & store V'er og skridtstøvle-omsusende museløb viste, at det stadig er for lunt til "rigtig vinter". I det tiltagende blæse- & bygevejr valgtes måske for første gang i mine år ved Hover Å en Vibrax (str. 3) ... den holdt sig bedre fri af de tiltagende pludseligt-opståede-kastevinde, som Pausefiskeren frygter så inderligt! Og sør'me: Næsten tilbage ved Corrolla'en i de sidste lysglimt fra solen kroges  en ganske irriteret, men fin bækørred på 44 cm! Jow, jow - det hjælper for det meste at skåle med "Å-manden" inden fiskeriets start!
 

 

30.10.2009 Slusen/Hvide Sande




 


Alle gode gange 3 ??? Succesfuld fyraftensfiskeri? Næææh, de gode sild holdt sig fra Pausefiskeren (?) og kun de velvommede turistvante sæler skabte lidt liv i bassinet for de få tossede tilbageblevne fiskere - selv de fleste tyskere var gået hjem!
 

 

29.10.2009 Slusen/Hvide Sande




 


Fede, lange høstsild lige efter fyraften? Nix! Heller ikke denne dag var der andet end kåd sæl-akrobatik og efterårskolde tæer til Pausefiskeren!
 

 

18.10.2009 Langelandsbæltet













 


På tur med ... Rustfri! Ja, denne gang var det Pausefiskeren, der var så heldig at komme med som "fyld" på en familietur! Og sikken familie! Lystfiskertossede alle sammen! Herligt! Efterdønningerne fra et par blæsende dage var ellers ved at kuldsejle turen med det efterhånden velkendte, gode skib "Drost" - men en udsættelse til en rigtig smuk efterårssøndag skabte gode betingelser for det klassisk givtige fiskeri hernede! Og modsat Bundbid-turen d. 26. september kunne vi sagtens snige os ud på de fantastiske, solbeskinnede sandbanker knap en times sejlads fra Spodsbjerg. Ungerne lagde hårdt ud med masser af hurra-råb og fine flade ... det måtte Rustfri før eller siden jo få stoppet med fangsten af dagens største! En skrubbe på 47 cm! Pausefiskeren nåede ikke All Star-niveau med "sølle" 40 cm-skrubbe, men hvad gør det når 22 rigtigt spræl-levende isinger & skrubber mellem 30 og 40 cm skulle renses på sejladsen tilbage? PS til Familien Rustfri: Storskællet tak for en rigtig hyggelig dag på de salte bølger! Hvis der skulle være plads en anden gang ... kunne jeg da være villig til adoption?
 

 

15.10.2009 Slusen/Hvide Sande




 


Efter 2 1/2 måned i nyt job lykkedes det endeligt! Fyraftensfiskeri - næsten lige uden for arbejdspladsens dør! Ganske pragtfuld - også selvom høstsilden ikke var os 40-45 "turistfiskere" nådig denne eftermiddag. 3 fisk kunne jeg ved ankomsten tælle i folkets spande! Pausefiskeren satser på mere fyraftensfiskeri i uge 43?
 

 

12.10.2009 Hover Å - zone 1







 


En ganske fantastisk sæson ved Hover Å! Endnu en gang en herlig bækørred på vej mod den halve meter! Pausefiskeren snupper meget taknemmeligt igen en fin fisk - selvom det var drømmen om åens mere sølvblanke vandringsmænd fra fjorden, der fik dampen pustet op denne sene eftermiddag/tidlige aften. Mon det var en af de provokerende og refuserende ørreder fra turen den 15.09.??? Ca. samme standplads og størrelse på gabet! Pausefiskeren serverede den mindre end 1 1/2 time efter fangst - fileteret og ovnbagt iført krydret brødkrumme - og dertil et beskedent udvalg af ovnbagte rodfrugter og en skive flutes med hvidløgssmør! Mums!
 

 

26.09.2009 Langelandsbæltet









 


En anstændig omgang hygge blev det til for Pausefiskeren på det gode skib "Drost", da Lystfiskerklubben Bundbid gennemførte årets 8. mesterskabstur - denne gang i farvandet omkring Langeland. Og tjaaah, han fik da også en "stor håndfuld" flade med hjem ... dog måtte han se især diverse gæstefiskere forgribe sig på ising- og skrubbebestandene uden ansvarlig mådehold! Uhyggeligt! Da vi ikke kunne komme ud til de sædvanlige hotspots for de store, stærke flade, vi normalt bliver forkælede med herovre (på grund af vejr & vind), måtte vi fiske tættere på kysten - med en overraskende sej omgang undermålere og en lettere irriterende horde af hvillinger til følge. Det har vi da virkelig ikke været udsat for før i dette farvand! Og da så Niels Cowboy droppede sine briller ud til ofring til Kong Neptun for at sikre sig sejren med en rødspætte på 41 cm, havde man jo ikke en chance i konkurrencen ... 337 flade til de 22 mand på de to kuttere er vel efter omstændighederne egentlig OK? Og så kom Pausefiskeren endeligt over de 100 point i klubmesterskabet! Pralhals!?
 

 

16.09.2009 Hover Å - zone 1






 


Når familiens damer alligevel tager ud for at shoppe, kunne man vel lige beholde grejet i Corolla'en og smutte en tur til åen på vej hjem fra arbejde! Skulle der mon være en trøstefisk efter den forgæves jagt på fedtfinner aftenen i forvejen? JEPS! Allerede under opvarmningskastene - langt fra farvandet med observationerne i går - klapper 44 cm bækørred-guld endelig igen kæften sammen om den gamle klassiker Mepps Aglia! Smukt! Og inden vejen går hjemover resulterer et fejlkast i et bagvands grøde i et akrobatisk geddehug - de skarptandede 50-55 cm eksploderede op over grødekanten, da Pausefiskeren rykkede den grødefyldte Mepps fri! Hvilket hug! Grumt! Det var synet af bækørredens maveindhold også - hvis man altså er en hundestejle!
 

 

15.09.2009 Hover Å - zone 1




 


En fantastisk dejlig aften ved min lille å! Det er en ganske intens sanseoplevelse at være derude, når skumringen sniger sig ind på dig! 2 gange lokkedes fedtfinner omkring de 40 cm helt hen "under fødderne" på Pausefiskeren af en habil Vibrax str. 3 - men begge gange fortrød de deres angreb. Et hvidt ørred-gab bliver utroligt selvlysende i den skumle belysning! Mest intenst blev dog oplevelsen af en noget større, trækkende fedtfinne, der lige nedstrøms Pausefiskeren først møffede rundt i sivkanten, som en gammel brasen, herefter provokerende blottede 3/4 dele af sin fede krop lige ud for ham - for derefter 5 meter opstrøms at plaske farvel i en svulstig hvirvel! Det er stof til gode drømme!
 

 

05.09.2009 Fanø Fiskesø








Supplerende fotos © Flinkfiskeren
 


Historisk! Alle 4 Fiskekonger samlet på samme sted, samme dato! Det lykkedes saft-suse-mig den hjemvendte, tidligere fortabte, broder at ophøje Tjek-Li´-Æ-Orm Cup 2009 til noget helt særligt! Fynboen trak fuldt hus på øen med god planlægning i kraftig, skumsprøjtende sidevind! Regnbueørreder til alle Fiskekonger på en dag, hvor agn bøjet i neonfarver gav udslaget! Og sikken indvejning! De 4 royale fangster lå inden for 70 gram! Og endnu en gang blev Turisten hyldet - endda med Flinkfiskerens motto rungende i blæsten: "Mindst mulig margen!" - der var just kun 15 gram mellem Turistens fedtfinne og Flinkfiskerens! Tuttelut & Hurra for Fiskekongen XIII !!!
Læs mere om Fiskekongerne ved at klikke her!
 

 

16.08.2009 Hover Å - zone 1





 


Stammens ældste besidder historisk set de største dyder og kundskaber! Pausefiskeren konstaterede tørt denne søndag med orm og wobler, at han til trods for sin nyligt oprundne status som 40 årig, endnu ikke kan tituleres som én af disse gamle, vise mænd! Diverse strømskaller var nemlig de eneste af sommer-åens skællede beboere, der ville gratulere fødselaren! Heldigvis kunne den største af dem dog skubbe lidt rundt på stillingen på Bundbid's All Star Tavle! Se også Ugens Boble for uge 34 for yderligere eftertænksomhed, når man runder de 40!
 

 

31.07.2009 Hover Å - zone 1




 


Testfiskeri! Og hvilken debut min nye underskønne Shimano Beastmaster på 5,5 fod kunne ha' fået! Efter en håndfuld kast med Mini Fat Rap'en - ind under en af mine yndlingsbroer - lokkedes en fedtfinne på 50+ cm 2 gange ud af skyggerne! Desværre lidt for doven - altså fisken! Pausefiskerens puls og adrenalin var der ikke noget i vejen med ... Stangens smækre kulfibre må altså vente med at blive belastet!
 

 

Tilbage til "På tur med Pausefiskeren"

 

Til toppen

 

 

j

Tekst, fotos, tegninger © Pausefiskeren 2005-2011 (hvor ikke andet er nævnt).

h

Webdesign by Pausefiskeren Propaganda 2007 (Optimeret til 1024x768 pixel eller højere!)