Direkte fra "Æ´Pralstow" ved Ringkøbing Fjord ...

h

Pausefiskeren Propaganda

Onkel Finns Mosteri

L.A.D.A.

b

Links

b

hohoho

          Onkel Finns Tegnestue    

Hvem hunden er Pausefiskeren?

Ugens-Boble-Arkivet

xxx

x x

         

 

På tur med Pausefiskeren

1. halvår 2008

Siden opdateret 06.10.2008     


Kig fortsat med over Pausefiskerens skulder, når han kaster billeder og tekst fra 2008's første halvdel ud på siden! Se blot herunder!

 

07.06.2008 Von Å
 




 


En forsinket omgang "Fars-dags-fiskeri" ved Von Åen efter de sortstribede røvere kunne ikke udløse de store prustende PR-armbevægelser - men Pausefiskeren hyggede sig dog gevaldig med en omgang testfiskning af den fintfølende Beast Master-rejsestang og de "voldsomme" hug fra aborre-teenagerne! Gad vide hvordan en mellemstor (eller stor!) fisk vil føles på den eminent smækre stang? (Rejsestangen kommer rigtig til sin ret, når nu Corolla'en var på vej til Legoland og Pausefiskeren måtte bestige stålhesten!).
 

 

31.05.2008 Holme Å












 


Forårskåde, forfjamskede, fluesvingende Fiskekonger ... mødtes ved gode, gamle Holme Å! Flinkfiskeren & Pausefiskeren udfordrede fysikkens love og deres egne sanser med fluekæp og piskesmældsramte fluer ved en af de alt for sjældne fælles ture. Ådalen nærmest brølede af begyndende sommer, hvor flora & fauna indhyllede de to fiskere i troen på fiskefingre! Og ja, ganske smukt: Efter mindre end et kvarters fiskeri kunne Flinkfiskeren gratuleres som "rigtig fluefisker" med sin første fangst på flue nogensinde - en fin, lille regnbueørred (Trofæfisken blev straks gokket og blev ærefuldt inddraget i den kommende gourmet-frokost!). Pausefiskeren, der jo egentlig skulle ha' lidt mere øvelse med fluegrejet, ventede noget længere på succes - og da der endeligt var hug, smuttede "den store" regnbue ud af fingrene og ned i åen inden fotografen kunne forevige den! Men der var nok mindre regnbueørreder til begge - og selv om solen stegte fra en skyfri himmel - og skridtstøvlerne emmede af lumsk kondens - kunne Pausefiskeren inden frokostpausen overliste dagens største fisk - en velfightende stalling på ca. 34 cm. Efter en velfortjent, herlig bespisning med friskfanget og friskgrillet regnbueørred, lun varmrøget laks, gode pølser og et par spændende øldråber - og lidt forstyrelser af den amuserende slags (En flok middelaldrende damer på kanotur) - kunne Flinkfiskerens atletiske præstationer med flueriet slet ikke stoppes: En Fluefiskerlegende er født? Pausefiskeren skulle lige testfiske sin nye rejsespinnestang fra Shimano - og efter 3 kast med Beast Master STC'en var der landet 2 små regnbuer! Godkendt! Endnu en gang tak til Flinkfiskeren for en fortræffelig dag - mon ikke vi næste gang tør invitere Kjeld Lakselusker med - igen kun med fluestang?
 

 

25.05.2008 Vesterhavet m. Triton af Esbjerg






 


Mission Pighvar! En kærkommen invitation til ekspedition på Vesterhavet just udenfor fødebyen Esbjerg lokkede Pausefiskeren i gang med hjemmelavede forfang og tobis-montager. Desværre var alle flade - inklusiv pighvar, skrubber, isinger, rødspætter m.m. - overhovedet ikke parate til at tilfredsstille ekspeditionens deltagere! Johnny den Yngre greb efter middag - da der endnu ikke var landet én eneste fisk - resolut kastegrejet under forbipassagen af lidt mågesjov ... og overlistede overraskende nok en lille fin tyksak af en makrel! Men troede Pausefiskeren, at han så skulle kunne kroge sit livs første stribede mini-tun, kunne han godt glemme den tanke! Det sidste vi så til disse tidligere så prangende sportsfisk, var da "Morfar-fiskeren" Sten krogede hele 2 eksemplarer ... med torskeforfang dinglende på en bundsnøre! Sportsfisk, thhøøø! Alligevel en stor tak til skipper "Krabbe", der stod til rådighed for ekspeditionen - sammen med hans stolte skude "Triton"! Herlig tur, gutter! Godt vejr og godt selskab - hvad behøves mere?
 



 
03.05.2008 Skaven Fiskesø


 


Svigermor havde inviteret til fødselsdags-familiefiskeri - og den største fangst derved var nok de mindste børnebørns våde net og sokker! Heldigt hun havde husket at tage de gode ben og bøffer op af fryseren til grillen - og ikke havde håbet på friskfanget ørred!
 

 

01.05.2008 Kysten ved Nyborg









 


Knudshoved og Bundbids klubmesterskab er en ny klassiker! Og det kunne være historien om ... at vores sydøstasiatiske meddanskere igen var på pletten på hjørnet , når hornfisken rammer Storebælt ... at Bundbid'derne først kun fanger frimærke-store flade ... at Pausefiskeren endelig får lidt succes med sildestykker og bombarda ... at flere Bundbid'dere eksperimenterede med baglæns rullefald over regnvåde klippestykker og andre knubs ... at Anders Skrald fik lange arme, da han skulle fange sin første hornfisk - igen - op fra klippesprækkerne i halen med en peang-tang (bare fordi Pausefiskeren ville portrættere ham & fisken!) ... at Fedtfinnen kunne være endt som Chop Suey a'la Johnny, da han mesterskabsdesperat invaderede familiefiskeriet i svinget ... at Vestenvinden til sidst endeligt lokkede de horny hornfisk ned langs "vores" strækning ... at Per Fluen også er paparazzi-fotograf (Mon han en gang sender Pausefiskeren det flotte foto af bækørred & Pausefisker fra Munkbro?) ... at Sten A. vandt sin første klubmesterskabsafdeling ... og at Pausefiskeren på vejen hjem udførte dagens mest fornøjelige fight i Middelfart med en ordentlig Gammeldaws! Men skal jeg her i forårskådheden ikke blot bemærke, at det var en aldeles herlig tur?!!??
 

 

12.04.2008 Munkbro Fiskesø












 


Nydeligt! Bundbid rammer endeligt en "storfangersø" med de rigtige armbevægelser! For selvom den selskabelige hygge blandt medlemmerne og de fine naturoplevelser ved søen - bl.a. tårnfalken, der fodrer sine unger i redekassen i krattet, musvåger i termiske vindes sus, padder & krebs overalt - jo næsten skulle være nok for de mådeholdne lystfiskere, varmer det så rigeligt med en ordentlig omgang fight og gode, flotte fisk til indvejningen til klubmesterskabsafdelingen! Selvom Per Fluen forsøgte sig med avanceret teknologi og dybdemåler var det igen den ihærdige forsvarende klubmester Johnny, der profilerede sig med smuk brødding - men Anders Skrald bankede ham inden indvejning effektivt på plads med en gigant-kildeørred på hele 4,6 kilo! Saldo for turen: 18 fantastiske ørreder (Regnbuer, brøddinger, kildeørreder og en bækørred) med samlet vægt på over 39 kilo! Bundbid og frådsende madfiskeri - så har man hørt det med! Og mon så vi ikke godt kan leve med, at Fedtfinnen igen sveder under mesterskabets førerhue ...
 

 

20.03.2008 Hover Å - zone 1



 


Pausefiskeri med stil! Efter en del mistro mod forårets komme - og bøvl med kraftige sidevinde og tiltagende regn (Overraskende nok var alle Mepps-spinnere med hjem igen!) - var Pausefiskeren ved at være tilfreds med lidt hyggefiskeri efter strømskaller. Fine flydende arbejdsplatforme til brovedligeholdelsen skabte læ - og muligheder! Da den sidste kop varme kakao blev listet i det for vejret så udsatte pausefiskerkorpus (Varm kakao og frisk banan! Prøv det sammen! MUMS!), vippede det kort i stangspidsen - og der blev givet modhug til "den drillende strømskalle", der havde taget de snigende kompostorm ... Men et noget tungere svar overraskede glædeligt, og en stærk regnbueørred ruskede stabilt i dybet. Shimano Technium'en bukkede herligt i kulfiberet. Men hvor var nu fangstnettet ... mens jeg hoppede frem og tilbage mellem brinken og den våde tømmerflåde efter net, tonsede ørreden ind under flåden ... og linen hvinede imod  lægterne! Et tålmodigt pres lokkede den dog hurtigt ud. ENDELIGT: Langt om længe lykkedes det at få en fisk over en halv meter fra min lille, dejlige å! Tak, "Å-mand", jeg skylder dig en skarp!
 

 

08.03.2008 Svanholm Sø





 


Værsgo' - så blev Bundbids klubmesterskab 2008 kastet i gang ved Svanholms mudrede bred. Tankevækkende at dette sted, hvor vi gennem tiderne har haft mere end rigeligt bøvl med at kroge point-fiskene, da der blev sat fisk ud, nu skulle friste mesterskabsdrømme efter nul udsætninger i månedsvis. Men fiskeriet var jo gratis - og troede man ikke på overlevende fedtfinner kunne man satse et par sild eller skaller på Madam Grum fra familien Gedde. Efter timer med højdepunkter som "guldfisk", der legede med Niels' flåd og Pausefiskerens agn-sild, der selv spændte snøre og stangspidsen op (Genopstandelse?) kunne gæstefisker Thomas både præsentere en mindre juniorgedde (Til Renés bedstemor i bytte for hjemmelavet leverpostej) og en velkonditioneret, fuldfinnet guldørred. Fornemt! At Rudi forsøgte at tiltuske sig mesterskabets førerhue med en 19 cm's skalle (Klub-mindstemål: 20 cm) er da tilpas OK! Turen afrundedes fornøjeligt med Per Flues udmærkede tyskerpølser & debut til vores nye grillmester Skrald! Tak for det!
 

 

15.02.2008 Hover Å - zone 1





 


Dejligt! Min personlige premiere ved min vestjyske perle begyndte med fantastisk vintersol og en ydmyg ofring af en liflig dram kryddersnaps - Pausefiskeren delte et bæger med "Å-manden" (Ja, trolden, der hersker over åens vand og indbyggere!) ... og de to delte så også dagens fangster! Ikke overraskende missede Pausefiskeren årets første hug ikke langt fra broen ved Holstebrovej (Regnbue på ca. 40 cm, som "han" altså beholdte!) på gode gamle Mepps-med-røde-pletter str. 3 - men til gengæld var reflekserne skarpe, da en anden - og utroligt velfightende - regnbue huggede kompostormene opstrøms krattet ved Heebro. Ingen kæmpe (38 cm), men med perfekt kondition og hele finner! Der var også tid til hyggelig snak med rigtige R.O.S.'sere ved broerne over åen ... måske man igen skulle overveje at opsøge den lokale forenings aktiviteter?
 

 

"På tur med Pausefiskeren"

 

Til toppen

 

 

j

Tekst, fotos, tegninger © Pausefiskeren 2005-2011 (hvor ikke andet er nævnt).

h

Webdesign by Pausefiskeren Propaganda 2007 (Optimeret til 1024x768 pixel eller højere!)