|
Storfanger Kasper …
Ældste
barnebarn, Kasper, blev 5 år den 3. maj 2002. Hans
fiskeudstyr har været klar hos morfar i næsten 5 år. En
lille lækker 7 fods Mitchell spinnestang i kulfiber, et nyt
og ubrugt Mitchell 4-08, fra ca. 1980, og en god 0.23 line.
Dertil et bobleflod og div. små kroge. Tiden var inde,
udstyret skulle i brug.
Kasper’s første
lystfiskertur fandt sted onsdag den 24. april. Morfar og
Kasper selvfølgelig; men Mormor var med som sikkerhed for
økonomi, som fotograf og leverandør af faste og flydende
forsyninger, plaster, gode råd og formaninger.
Turen gik til Grumstrup –
ca. 5 km nord for Hovedgaard. Der vidste morfar nemlig, at
der var en lille sø med mange fisk i. Der var så mange, at
der skulle betales pr. kilo for de fangede fisk. Men første
fisketur med Kasper skulle være en succes. Dagen før
havde Kasper og hans far gravet i lang tid, og fundet 23 små
orm.
Instruktionen var kort og
klar. Når du fanger en fisk, skal du rykke i fiskestangen
med toppen, holde stangen lige op i luften og dreje på
håndtaget - sådan. Så sørger stangen for, at fisken bliver
træt. Du skal bare holde den og dreje på håndtaget, indtil
morfar tager fisken i nettet.
Morfar kastede ud,
stillede stangen i et rør, og begyndte at stoppe piben. Det
nåede han ikke. Der gik ikke to minutter – så dykkede
floddet, stangen bøjede faretruende og hjulet gav line.
”Morfar - jeg har fanget en fisk!”. Fisken var i god
kondition og gav god fight på det lette grej. Morfar måtte
hjælpe med at holde stangen. Regnbueørreden hev og sled –
Kasper drejede og drejede. Da morfar så, hvor stor fisken
var, blev bremsen strammet og 900 gram ørred kom hurtigt ind
til kanten og blev nettet (selv om det ikke var nødvendigt,
men det skulle jo gå ”rigtigt” til). Det intense og
spændingen fremgik tydeligt af Kasper’s ansigt. Mormor tog
de første 4 – 5 billeder og præmien for først fangede fisk,
var en pose vingummi.
Tiden ved fiskesøen
varede i alt 4 timer incl. frokostpause og en gåtur til de
andre to søer og besøg på legepladsen. Kasper fangede fem
fisk, mormor to og morfar en. Kasper’ s femte fisk var den
største. Fanget lige efter frokost. Han stod med stangen i
hånden, da en halvandet kilo’ regnbueørred tog ormen,
dykkede floddet, og sprang ud af vandet. ”Hold kæft, morfar!
Den er vild og hysterisk!” - men han havde nu lært
teknikken, og fik selv fisken ind til bredden. Ved en af de
andre søer fik en erfaren lystfisker også en lektion. Han
fik bid, og Kasper fulgte interesseret med i fighten, indtil
et tidspunkt hvor fiskeren holdt stangen vandret. ” Du skal
holde stangen op i luften – så stangen gør fisken træt”!!!
7,6 kg renset
regnbueørred. Ja tak, det bliver 304,- kroner, sagde
fiskesøens ejer. Morfar trådte til side og lod mormor komme
til.
Næste dag ringede Kasper
og spurgte, hvornår det var næste gang. Jo, om et par uger,
når det bliver godt vejr. Så skal vi ud til en ”rigtig” å og
fange aborre, skaller og brasen. Så behøver mormor ikke at
komme med, men hun må gerne.
Tekst & foto: Morfar (Kurt Fisker Jensen)
Til
toppen
Gør det selv!
Min søn på otte år er,
til sin fars glæde, lejlighedsvis interesseret i fiskeri.
Kiks og sodavand er absolut fremmende for interessen,
ligesom fangst naturligvis også er det. Selv er jeg vokset
op med at mede aborrer i tørvemoserne på min himmerlandske
hjemegn, men der er ikke så mange småsøer her omkring (Vi
bor i Ølgod) hvor man kan komme til at fiske for et par
venlige ord.
Johannes, som min søn
hedder, er fascineret af gedder. Det er muligvis beslægtet
med hans fascination af rovfugle, krokodiller og dinosaurer
- og jeg gør intet for at fjerne den, tværtimod. Vores
lokale Put & Take sø huser mange gedder, og vi har besøgt
den et par gange i år. Vi har endda kunnet hjembringe en
enkelt gedde, der til Johannes' glæde blev lavet til
fiskefrikadeller.
Trods sin unge alder har
Johannes allerede lært at kaste med blink, og det synes han
er meget sjovere end at mede. Desværre er det så som så med
præcisionen i kastene, og det har kostet et par blink til
sivene - længere ude end jeg kunne komme ud til. Nu har
Johannes også kastet sin kærlighed på woblere, og selvom jeg
fra mine drengedage stadig har en hel del blink og woblere,
har jeg ikke ligefrem lyst til at ofre alle disse på kort
tid til siv og buske. Derfor havde jeg inden sidste gang vi
var afsted rodet inderst i skabet med fiskegrej, og fundet
æsken med hjemmelavede blink og woblere.
Det viste sig at være et
hit, for Johannes elsker at lave ting - i papir, pap eller
træ. Han var overbevist om at de woblere jeg havde lavet som
stor knægt var de bedste i verden, og så kan man jo ikke
sige nej når knægten i næste sætning spørger om vi kan lave
sådan nogle hjemme selv. Det kan vi naturligvis. At de
hjemmelavede woblere virker kan jeg heldigvis bekræfte helt
uden at lyve, det er ikke få mosegedder jeg har fanget på
disse.
I skrivende stund er
projektet ikke færdigt, og det varer nok nogen tid endnu,
men jeg kan varmt anbefale det som et far/søn projekt til
vinter. Vi har allerede haft nogle hyggelige timer i
værkstedet med at forme stykker af rundstok, pudse disse,
bore huller, montere øskener og male. Vi mangler at montere
skeer, nogle flere øskener og selvfølgelig kroge, men det
når vi! Virkeligheden er at jeg laver det meste, men en
dreng på otte kan sagtens forme wobleren og være med til at
male. Nogle af woblerne skal bruges som julegave til nogle
ældre fiskende drenge vi kender, mens resten forhåbentlig
kommer til at fange gedder næste år.
Tekst & foto: Steen Ellemose.
PS:
I "de gode gamle dage" var
der sjældent et nummer af "Sportsfiskeren" uden en artikel
om hjemmelavede blink, spinnere o.m.a. Mange af disse er
skrevet af Willy Sylvester Thomsen, og man kan være heldig
at finde bøger af samme forfatter, omhandlende hjemmelavet
grej. For den der mangler ideer er her meget at hente.
(Denne tekst kan også - sammen med andre
hyggelige artikler - læses på
Grindsted Sportsfiskerforenings
hjemmeside).
Til
toppen
Dumt - dumt -
dumt!
Jeg har i mange år haft
svært ved at finde en kystfluestang der passede mig - og som
ikke kostede en formue. Som regel var stængerne for
stive/hurtige, men for et par år siden fandt jeg på udsalg
en der havde alt hvad jeg ønskede mig; en medium-hurtig
aktion, en passende pris og ydermere var stangen 4-delt. Det
var en fornøjelse at fiske med denne stang, og pludselig
kunne jeg få både skydehoved og almindelig WF-line til at
fungere.
Jeg kan også bryste mig af
at jeg aldrig har knækket en af mine stænger, og jeg har
således haft flere af mine stænger i mange år. Ulempen er så
at det kan være vanskeligt at motivere behovet for en ny
fiskestang, selvom fristelsen kan være svær at modstå.
Men tilbage til kysten -
en dejlig forårsdag var jeg kørt lige fra job og til Kolding
fjord. Der blæste en let vind fra SØ, hvilket på den
pågældende lokalitet var fralandsvind. Jeg riggede
spinnestangen til, og spændte fluestangen på rygsækken.
Planen var at jeg ville fiske mig ud til odden med blink, og
tilbage med flue. Jeg slyngede nettet over skulderen, låste
bilen og gik til stranden.
Den dag var der masser af
liv, og de små smolt overfaldt blinket igen og igen. Hver
gang jeg løb ind i en stime smolt flyttede jeg mig 1-200
meter hen ad kysten, men kort tid efter var smoltene over
blinket igen. Selv store blink overfaldt de. Ude på odden
fik jeg mig en kop fra termoen, mens jeg overvejede
situationen. Var smoltene irriterende interesseret i
blinket, så ville de nærmest overfalde den lile flue, så jeg
fortsatte med at fiske med blink, mens jeg gik tilbage ind i
vigen. Desuden var de inderste par hundrede meter af vandet
fladt som et stuegulv - fralandsvinden skabte ikke mange
krusninger på overfladen, så jeg vurderede at fluelinen
ville lande som et tov på overfladen, mens et blik kun ville
lave en lokal forstyrrelse.
Jeg fiskede mig hele vejen
retur uden at mærke det mindste - end ikke smoltene viste
interesse for mine blink. Den blanke overflade gav rig
lejlighed til at se om der var fisk inde på lavt vand, men
nej, intet liv under vand afsløredes. En overgang var jeg
meget optaget af en knopsvane, som fouragerede på lavt vand.
Til sidst var jeg kun en stanglængde fra den stolte fugl,
der tilsyneladende ikke var generet af min tilstedeværelse.
Solen var gået ned, og det
var begyndt at tusse da jeg nåede op til bilen. Da jeg tog
rygsækken af og lagde den i bagagerummet så jeg det -
fluestangen var borte! Spændet på stroppen som holdt stangen
var gået op, og stangen var væk. Jeg bandede stygt, kylede
grejet i bilen i en fart og greb lommelygten. Afsted jeg for
ned langs stranden, helt ud til pynten med øjnene på
brændingen. Jeg undersøgte nøje de steder jeg havde drukket
kaffe, men uden held. Voldsomt svedende i mine neoprenwaders
hastede jeg retur i det svindende lys, og utallige gange var
jeg ude ved tangplanter der flød i overfladen, men ingen
steder var min stang.
Jeg
måtte konstatere at den var væk, tabt i vandet hvor den
sikkert har flydt ovenpå. Den svage fralandsvind havde så
langsomt men sikkert blæst stangen ud i fjorden. På vej hjem
i bilen tænkte jeg meget over hvordan det kunne være sket,
og jeg kom frem til at på et tidspunkt var snoren der holdt
nettet gledet ned fra skulderen. Dette kunne have løsnet
spændet som holdt stangen. Jeg mener også at på et tidspunkt
så noget drive rundt godt 100 meter fra land, noget jeg
antog for at være en kort pind....
Selvfølgelig var den
pågældende stang udsolgt, og ingen danske butikker førte det
pågældende mærke mere. Den kunne fåes i Norge, men jeg
prøvede først at eftersøge en stang magen til på
Internettet. Det lykkedes at finde en, endda til en god
pris, men jeg spænder aldrig mere en stang udenpå en
rygsæk.
Tekst: Steen Ellemose.
Til
toppen
Et
lille vestjysk
vildmarks-eventyr.
Et
indslag fra Pausefiskeren til Sydvestjydsk
Sportsfiskerforenings medlemsblad "SYDVEST-NYT", september
2001:
Ligesom en vellagret
kryddersnaps bliver de fleste lystfiskerhistorier bedre med
tiden ! Og ... ligesom med kryddersnapsen ... er de
uundværlige ved vinterens lænestolsfiskeri med bøger,
fotoalbum og flygtige tanker. Jeg har længe haft lyst til at
nedfælde følgende lille historie, inden de utallige
genfortællinger, som min gamle kollega og gode fiskekammerat
Kjeld godter sig med, udvisker dramaets sande omfang. Her
følger så en grøn fluefiskers første ”succes” med fluekæppen:
”... endelig tager den
klukkende å fat i fluelinen og retter fluens bane over mod
den lille strømhvirvel ... var ørreden der mon endnu, eller
blev den skræmt af det lidt kluntede kast ? Nu skulle ... YES ! Et kontant hug ! En serie af små lyn sendes ned gennem
den ak-så-jomfruelige 9-fods fluestang ... min første fight
på fluegrejet er en herlig realitet !
FLASHBACK.
At jeg overhovedet var
i stand til at fiske denne aften var et sandt mirakel.
Dagens tildragelser ved fiskevandet havde nemlig været både
sveddryppende og hårrejsende.
Kjeld og jeg var ellers
overbeviste om, at dagen i dag skulle blive vores gennembrud
som fluefiskere: Det var absolut perfekt fiskevejr, vandet
tilpas i temperatur og mængde - kære, gamle Holme Å ligefrem
lugtede af fine fedtfinner - og grejet var toptunet. Vores
kasteteknik lod dog nok lidt tilbage at ønske, selvom især
Kjeld jo egentlig burde udvise mere graciøs behandling af
fluekæppen med 20 år mere på puklen ! Men øvelse gør som
bekendt mester, og så længe man kan skiftes til at komme med
flabede bemærkninger om utraditionelle blindkast og ”DM i
Vindknuder”, lærer man vel også noget af hinanden ...
De første par timer fik
vi givet nogle hjemmebundne kreationer piskesmæld - men
endnu ingen fast fisk. Vi havde dog på vores jagt efter åens
fedtfinner fået naturen på tæt hold. Nogle gange endda alt
for tæt - ikke alle græstuer er, hvad de udgiver sig for !
Utallige gange svuppede skridtstøvlerne i til over knæet ...
og man skal ikke overveje for længe, hvordan man kommer op !
Muddervakuum og en kropsvægt over 90 kg. er en dårlig
kombination !
Periodisk fik vi kastet
til ringende fisk - når ikke forfanget var solidt forankret
i det mangrovelignende krat, der også skulle passeres ...
med fare for at afkorte stangen med flere fod !
Som aftenen nærmede
sig, begyndte myggene at melde deres ankomst. Hurtigt
mærkede jeg kløen og kravlen under den svedige kasketkant og
under skjortekraven. Koncentrationen omkring det perfekte
kast sivede stille ud - i takt med det blod, der flød ud i
næste myggegenerations tjeneste. En kort smålunken ølpause i
Kjelds selskab skaffede dog lidt lindring - ingen
bidske bæster tør nærme sig røgfanen fra hans
hjemmerullede cigaretter !
Næste forhindring
tonede snart frem fra krattet: En passage af et lille
tilløb. En bjælke på godt og vel 20 x 120 cm virkede jo
egentlig ret overkommelig, og Kjeld skøjtede da også pænt og
elegant over den tilgroede kanal. Jeg var næsten ovre og
begyndte at koncentrere mig om åens videre forløb, da min
venstre støvlesnude ramte en snor, skjult af det høje græs
... og mistede fodfæstet.
Det lille tilløb var
overraskende dybt - og koldt ! Begge skridtstøvler var nu
fyldt med okkerfarvet, køligt vand, og Kjeld spurgte pænt,
om jeg ikke ville række ham kameraet, inden det blev vådt !
Og, fortsatte han, desuden burde jeg jo være glad for, at de
gamle skridtstøvler ikke var helt tætte - så kunne vandet da
selv rende ud igen ...
Jeg kravlede op af den
lumske kanal og konstaterede, at den forræderiske snor var
fæstnet til en krebseruse i åen, og at Kjeld storgrinende
humpede over et el-hegn for at komme sig over synet. Jeg
sendte den krebse-spisende-bredejer en venlig tanke og
fulgte min ”gode” kollega over hegnet. Jeg smed den
grødefyldte udrustning med et stort suk, tog den ene
skridtstøvle af og tømte den for vand ... da Kjeld pludselig
udråbte: ”J-Je-Jeg har ellers hø-hørt, at de-de er meget
fredelige !”. 4 store skotske højlandskvæg med
hornlængder på mindst 1,5 meter traskede nysgerrigt imod os
ud af de store tidsler og det høje græs. De standsede en
stanglængde fra os. Kjeld lød ikke til at tro på, hvad han
havde hørt, og jeg overvejede kort at turbo-sjoske med én
vandfyldt støvle og kaste mig panisk over el-hegnet små 5
meter væk. Men min odds-beregning gik i stå, da det
langhårede stykke kreatur, der stod tættest på, fnyste en
dampsky a’ la en mellemstor bardehval ! Imens genvandt Kjeld
mælet og begyndte nu at Zorro-fægte med fluekæppen og
udstøde uartikulerede strubelyde for at jage dem væk. De
hornbærende skotter kiggede lidt på hinanden og bukkede sig
ned - for at inhalere flere kilo friskt grønt ...
ingen interesse for menneskekød ... TAK !
Men altså: Roen sænkede
sig igen over ådalen - og vores nerver ! Den sidste kaffe
blev indtaget, mens jeg ventede på, at støvlerne skulle
dryppe af og blive kampklare igen. Fiskeriet blev bedre ...
og ”JA, SGU’ !”, jeg fik min første fluefangede ørred. Og
mange andre oplevelser. Hvem har dog brug for Sibiriens og
Nordnorges bjørne, ulve og storlaks ? Eventyret findes da
også i min vestjyske ”baghave” ! Naturens intensitet og
fighterglæden afgøres jo ikke alene af den tilbagelagte
rejseafstand.
Og fisken ?! I solens
sidste gyldne stråler skinnede skællene om kap ... på
regnbueørredens smukke 18 cm. ... inden den med en plaskende halefinne-vinken gled ud af min hånd og igen strøg ud i
friheden i den klukkende å … !”.
Til
toppen
En grøn
grejsamlers ilddåb!
Et indslag fra
Pausefiskeren til Dansk Grejsamler Klubs medlemsblad
”Loppefiskeren”, juni 2004:
Smukt! Smukt og dyrt!
… for dyrt? Jeg sad bag rattet og var på vej hjem ad
de uendeligt lige vestjyske landeveje. Tankerne roterede
ligeså hurtigt som en yderligt kroget, forfjamsket
regnbueørred i en lille bæk. Var det velholdte Record-hjul
alligevel blevet alt for dyrt - og drillede min hukommelse
mig med ”skruespinderen” og den store træwobler ??? Skulle
jeg alligevel have investeret i en af de flotte 7-fods
splitcane-spinnestænger? Havde han dog bare været til at
handle med, så havde jeg nok også købt …
Min første ”hot date”
med en ældre, astmaplaget selvpensioneret lystfisker var
netop gennemført - jeg havde kigget, pillet ved diverse
dimser og tandmærket endegrej og hyggesludret … og
selvfølgelig handlet ! Ja, okay, jeg har – til trods for min
korte anciennitet i DGK - før handlet lidt godt gammelt grej
… bl.a. på efterårsauktionen 2003 … og hos det ærede medlem
277, Kjeld fra Esbjerg, der i en årrække altid har kunnet
afsætte de billigste fejlkøb og mest slidte dubletter til
undertegnede ! (TAK for det, egentlig !).
Men nu havde jeg
endeligt prøvet selv at være i grejsamlerens frontlinie –
derude ved den nogle-og-halvfjerdsårige oplevelsestilfredse
fisker, som stadig gerne ville hive en god fangst hjem på
sine grejer en sidste gang ! Denne gang i form af mine surt
opsparede lommepenge !
Vel hjemkommet blev
mine ”Loppefiskeren”, de seneste auktionskataloger og ”Så
Stor”-bogen hevet frem … NU skulle togtet evalueres ! Jeg
kunne konkludere at Record 1600´eren nok blev lige lovlig
pebret, men den var dog alligevel med ”patineret” original
æske med reservedelsfolder og vedligeholdelsesinstruktioner.
Og jo, jeg huskede rigtigt med H. Andersens ”skruespinder”
(Det var rart !) … og selv om Carlo Rasmussen Wobleren måske
ikke skulle være ”original Carlo-udskåret” har jeg alligevel
fået røverhistorierne fra vestjyske Filsø og
efterkrigsfiskeriet efter gedder med i prisen … og ikke
mindst historien om skomagerens kone og hendes
geddefiskefrikadeller ! Himmelbjerg-blinket ”Dar Devil” og
et spøjst CF og lilje-mærket blink med pånittet rygfinne
(Det er vist også dansk) afrundede dagens fangst … små fine
ting til min spirende samling !
Mit ”offer” (eller er
det egentlig mig, der er ramt ?) får lov til at stege lidt i
sit eget fedt inden jeg kontakter ham igen angående de
lækre, men alt for dyre, splitcanestænger. Som min
”mellemmand” lidt kynisk sagde til ham et par dage efter
handelen, ”så kan du ligeså godt sælge dit gode grej nu …
når du dør, afleverer din kone det jo alligevel til
storskrald!”.
En god oplevelse … og
en god handel. Det kunne jeg godt blive lidt afhængig af!
Pausefiskeren/maj 2004.
NB: Formanden har siden
pr. mail på forespørgsel betvivlet originaliteten af min
”Carlo Rasmussen Wobler”. Carlo’s egne var som oftest skåret
af teaktræ og mange har kopieret wobleren grundet den store
effektivitet og berømmelse. 2-300 stk. er endda industrielt
fremstillet og solgt helt op igennem 1970’erne. Jeg sender
hermed Heinz en stor TAK for det hurtige og informative svar
! Det var bl.a. sådanne muligheder for vidensdeling, jeg
håbede på ved mit medlemskab af DGK !
Til
toppen
Flyderingsfiskeri
i sort/hvid!
Et indslag fra
Pausefiskeren til Dansk Grejsamler Klubs medlemsblad
”Loppefiskeren”, april 2005:
Nu er
1980’erne ikke just det årti, der skaber flest overskrifter
i dette hyggelig medlemsblad, men som ganske grøn grejsamler
– og relativ ungdommelig lystfisker – vil jeg alligevel
tillade mig at slå en lille streg i søbreddens sand for
noget så ”moderne” som flyderingen!
Under
vinterens lænestolsfiskeri faldt opmærksomheden nemlig på et
skam-læst nummer af ”Sportsfiskeren” (3/1983). ”Fiskeri fra
flydering” stod der på forsiden. Som nybagt flyderingsfisker
i sæsonen 2004 med 81 cm-Karlsgårde Sø-gedde på jomfru-turen
(!) betvivlede jeg straks rigtigheden af denne påstand.
Skulle dette enestående fiskeri have ramt Danmark allerede i
begyndelsen af 80’erne, mens ”Sportsfiskeren” stadig udkom i
sort/hvid - eller endda før?
Artiklens forfatter – Gunnar Johnson – havde prøvet
fiskeriet i Vestamerika og konstaterede: ”I begyndelsen var
ringene meget primitive. Senere er de blevet forbedret på
væsentlige punkter. Sikkerheden er blevet bedre … ”, og
beskrev derefter den ”mere sikre” konstruktion: ”Flyderingen
består af en 20-tommers lastbilslange trukket over med et
formsyet betræk af stærkt nylonvæv med forstærkede sømme” og
i ryggen er der ud over plads til termoflaske/regntøj også
en dobbelt motorcykel- eller autoslange, som ”giver
sikkerhed, hvis noget skulle hænde”.
Set
fra frøperspektiv er dette stadigt grundkonstruktionen – men
i dag er – selv vistnok på Loppefisker-redaktørens
DGK-auktionskøbte flydering - selve ringen praktisk nok
afløst af specialudviklede U- eller V-formede slanger, der
giver ”badedyret” bedre indstigningsforhold, sikkerhed og
funktionalitet.
I ´83
gav forfatteren følgende sikkerhedsråd: ”Ved leveringen er
mange flyderinge udstyret med en alt for lille slange. Et af
mine egne ringe havde en 6,50 x 20,00 inderslange, da jeg
købte den. Jeg byttede den straks ud med en 10,00 x 20,00,
der nok er dobbelt så dyr, men aldrig kan få en rigtig
punktur. Den lille slange var pustet op som en ballon og
ville være eksploderet ved en punktering”. Virkelig en
spændende fiskeform for eventyrlystne!
Kender du til andre litterære optegnelser over flyderingens
forvandling fra amerikansk bilreservedel på afveje til
veldesignet lystfiskerplatform hører jeg gerne fra dig!
Pausefiskeren/april
2005
NB:
Skulle du få lyst til at læse mere om det ”moderne” fiskeri
fra flydering kan jeg anbefale
www.flyderingsfiskeri.dk !
Til
toppen
|
