Direkte fra "Æ´Pralstow" ved Ringkøbing Fjord ...

 

Artikler & Historier

Siden opdateret 08.08.2007    

Pausefiskerens krogskarpe pen & skællede tastatur bidrager til en kommende selvbiografi med følgende artikler/historier:

Scroll ned og læs hele pakken ... eller vælg/klik på historien herunder:

 

Et lille vestjysk vildmarks-eventyr

En grøn grejsamlers ilddåb!

Flyderingsfiskeri i sort/hvid!

 

Gæsteskribenter fra virkelighedens fiskevande eller fra cyberspace kan også kaste en god historie ud her på siden:

 

Storfanger Kasper ... (Af Morfar Fisker Jensen)

"Gør det selv!" (Af Steen Ellemose)

"Dumt - dumt - dumt!" (Af Steen Ellemose)

 

(NB: Der er plads til din historie/artikel også!)

 

 

"At berette hører med til at være fisker. Ingen kan leve et sandt fiskerliv uden at måtte dele sit hjertes overflod på oplevelser med andre ...".

 (Svend Saabye)

 

 

Storfanger Kasper …

Ældste barnebarn, Kasper, blev 5 år den 3. maj 2002. Hans fiskeudstyr har været klar hos morfar i næsten 5 år. En lille lækker 7 fods Mitchell spinnestang i kulfiber, et nyt og ubrugt Mitchell 4-08, fra ca. 1980, og en god 0.23 line. Dertil et bobleflod og div. små kroge. Tiden var inde, udstyret skulle i brug.

Kasper’s første lystfiskertur fandt sted onsdag den 24. april. Morfar og Kasper selvfølgelig; men Mormor var med som sikkerhed for økonomi, som fotograf og leverandør af faste og flydende forsyninger, plaster, gode råd og formaninger.

Turen gik til Grumstrup – ca. 5 km nord for Hovedgaard. Der vidste morfar nemlig, at der var en lille sø med mange fisk i. Der var så mange, at der skulle betales pr. kilo for de fangede fisk. Men første fisketur med Kasper skulle være en succes. Dagen før havde Kasper og hans far gravet i lang tid, og fundet 23 små orm. 

Instruktionen var kort og klar. Når du fanger en fisk, skal du rykke i fiskestangen med toppen, holde stangen lige op i luften og dreje på håndtaget - sådan. Så sørger stangen for, at fisken bliver træt. Du skal bare holde den og dreje på håndtaget, indtil morfar tager fisken i nettet.

Morfar kastede ud, stillede stangen i et rør, og begyndte at stoppe piben. Det nåede han ikke. Der gik ikke to minutter – så dykkede floddet, stangen bøjede faretruende og hjulet gav line. ”Morfar - jeg har fanget en fisk!”. Fisken var i god kondition og gav god fight på det lette grej. Morfar måtte hjælpe med at holde stangen. Regnbueørreden hev og sled – Kasper drejede og drejede. Da morfar så, hvor stor fisken var, blev bremsen strammet og 900 gram ørred kom hurtigt ind til kanten og blev nettet (selv om det ikke var nødvendigt, men det skulle jo gå ”rigtigt” til). Det intense og spændingen fremgik tydeligt af Kasper’s ansigt. Mormor tog de første 4 – 5 billeder og præmien for først fangede fisk, var en pose vingummi.


Tiden ved fiskesøen varede i alt 4 timer incl. frokostpause og en gåtur til de andre to søer og besøg på legepladsen. Kasper fangede fem fisk, mormor to og morfar en. Kasper’ s femte fisk var den største. Fanget lige efter frokost. Han stod med stangen i hånden, da en halvandet kilo’ regnbueørred tog ormen, dykkede floddet, og sprang ud af vandet. ”Hold kæft, morfar! Den er vild og hysterisk!” - men han havde nu lært teknikken, og fik selv fisken ind til bredden. Ved en af de andre søer fik en erfaren lystfisker også en lektion. Han fik bid, og Kasper fulgte interesseret med i fighten, indtil et tidspunkt hvor fiskeren holdt stangen vandret. ” Du skal holde stangen op i luften – så stangen gør fisken træt”!!!

7,6 kg renset regnbueørred. Ja tak, det bliver 304,- kroner, sagde fiskesøens ejer. Morfar trådte til side og lod mormor komme til.

Næste dag ringede Kasper og spurgte, hvornår det var næste gang. Jo, om et par uger, når det bliver godt vejr. Så skal vi ud til en ”rigtig” å og fange aborre, skaller og brasen. Så behøver mormor ikke at komme med, men hun må gerne.

 

Tekst & foto: Morfar (Kurt Fisker Jensen)

 

Til toppen

 

Gør det selv!

 Min søn på otte år er, til sin fars glæde, lejlighedsvis interesseret i fiskeri. Kiks og sodavand er absolut fremmende for interessen, ligesom fangst naturligvis også er det. Selv er jeg vokset op med at mede aborrer i tørvemoserne på min himmerlandske hjemegn, men der er ikke så mange småsøer her omkring (Vi bor i Ølgod) hvor man kan komme til at fiske for et par venlige ord.

Johannes, som min søn hedder, er fascineret af gedder. Det er muligvis beslægtet med hans fascination af rovfugle, krokodiller og dinosaurer - og jeg gør intet for at fjerne den, tværtimod. Vores lokale Put & Take sø huser mange gedder, og vi har besøgt den et par gange i år. Vi har endda kunnet hjembringe en enkelt gedde, der til Johannes' glæde blev lavet til fiskefrikadeller.

Trods sin unge alder har Johannes allerede lært at kaste med blink, og det synes han er meget sjovere end at mede. Desværre er det så som så med præcisionen i kastene, og det har kostet et par blink til sivene - længere ude end jeg kunne komme ud til. Nu har Johannes også kastet sin kærlighed på woblere, og selvom jeg fra mine drengedage stadig har en hel del blink og woblere, har jeg ikke ligefrem lyst til at ofre alle disse på kort tid til siv og buske. Derfor havde jeg inden sidste gang vi var afsted rodet inderst i skabet med fiskegrej, og fundet æsken med hjemmelavede blink og woblere.

Det viste sig at være et hit, for Johannes elsker at lave ting - i papir, pap eller træ. Han var overbevist om at de woblere jeg havde lavet som stor knægt var de bedste i verden, og så kan man jo ikke sige nej når knægten i næste sætning spørger om vi kan lave sådan nogle hjemme selv. Det kan vi naturligvis. At de hjemmelavede woblere virker kan jeg heldigvis bekræfte helt uden at lyve, det er ikke få mosegedder jeg har fanget på disse.

I skrivende stund er projektet ikke færdigt, og det varer nok nogen tid endnu, men jeg kan varmt anbefale det som et far/søn projekt til vinter. Vi har allerede haft nogle hyggelige timer i værkstedet med at forme stykker af rundstok, pudse disse, bore huller, montere øskener og male. Vi mangler at montere skeer, nogle flere øskener og selvfølgelig kroge, men det når vi! Virkeligheden er at jeg laver det meste, men en dreng på otte kan sagtens forme wobleren og være med til at male. Nogle af woblerne skal bruges som julegave til nogle ældre fiskende drenge vi kender, mens resten forhåbentlig kommer til at fange gedder næste år.

 

Tekst & foto: Steen Ellemose.

 


 

PS:

I "de gode gamle dage" var der sjældent et nummer af "Sportsfiskeren" uden en artikel om hjemmelavede blink, spinnere o.m.a. Mange af disse er skrevet af Willy Sylvester Thomsen, og man kan være heldig at finde bøger af samme forfatter, omhandlende hjemmelavet grej. For den der mangler ideer er her meget at hente.
 

(Denne tekst kan også - sammen med andre hyggelige artikler -  læses på Grindsted Sportsfiskerforenings hjemmeside).

 

Til toppen

 

Dumt - dumt - dumt!

Jeg har i mange år haft svært ved at finde en kystfluestang der passede mig - og som ikke kostede en formue. Som regel var stængerne for stive/hurtige, men for et par år siden fandt jeg på udsalg en der havde alt hvad jeg ønskede mig; en medium-hurtig aktion, en passende pris og ydermere var stangen 4-delt. Det var en fornøjelse at fiske med denne stang, og pludselig kunne jeg få både skydehoved og almindelig WF-line til at fungere.

Jeg kan også bryste mig af at jeg aldrig har knækket en af mine stænger, og jeg har således haft flere af mine stænger i mange år. Ulempen er så at det kan være vanskeligt at motivere behovet for en ny fiskestang, selvom fristelsen kan være svær at modstå.

Men tilbage til kysten - en dejlig forårsdag var jeg kørt lige fra job og til Kolding fjord. Der blæste en let vind fra SØ, hvilket på den pågældende lokalitet var fralandsvind. Jeg riggede spinnestangen til, og spændte fluestangen på rygsækken. Planen var at jeg ville fiske mig ud til odden med blink, og tilbage med flue. Jeg slyngede nettet over skulderen, låste bilen og gik til stranden.

Den dag var der masser af liv, og de små smolt overfaldt blinket igen og igen. Hver gang jeg løb ind i en stime smolt flyttede jeg mig 1-200 meter hen ad kysten, men kort tid efter var smoltene over blinket igen. Selv store blink overfaldt de. Ude på odden fik jeg mig en kop fra termoen, mens jeg overvejede situationen. Var smoltene irriterende interesseret i blinket, så ville de nærmest overfalde den lile flue, så jeg fortsatte med at fiske med blink, mens jeg gik tilbage ind i vigen. Desuden var de inderste par hundrede meter af vandet fladt som et stuegulv - fralandsvinden skabte ikke mange krusninger på overfladen, så jeg vurderede at fluelinen ville lande som et tov på overfladen, mens et blik kun ville lave en lokal forstyrrelse.

Jeg fiskede mig hele vejen retur uden at mærke det mindste - end ikke smoltene viste interesse for mine blink. Den blanke overflade gav rig lejlighed til at se om der var fisk inde på lavt vand, men nej, intet liv under vand afsløredes. En overgang var jeg meget optaget af en knopsvane, som fouragerede på lavt vand. Til sidst var jeg kun en stanglængde fra den stolte fugl, der tilsyneladende ikke var generet af min tilstedeværelse.

Solen var gået ned, og det var begyndt at tusse da jeg nåede op til bilen. Da jeg tog rygsækken af og lagde den i bagagerummet så jeg det - fluestangen var borte! Spændet på stroppen som holdt stangen var gået op, og stangen var væk. Jeg bandede stygt, kylede grejet i bilen i en fart og greb lommelygten. Afsted jeg for ned langs stranden, helt ud til pynten med øjnene på brændingen. Jeg undersøgte nøje de steder jeg havde drukket kaffe, men uden held. Voldsomt svedende i mine neoprenwaders hastede jeg retur i det svindende lys, og utallige gange var jeg ude ved tangplanter der flød i overfladen, men ingen steder var min stang.

Jeg måtte konstatere at den var væk, tabt i vandet hvor den sikkert har flydt ovenpå. Den svage fralandsvind havde så langsomt men sikkert blæst stangen ud i fjorden. På vej hjem i bilen tænkte jeg meget over hvordan det kunne være sket, og jeg kom frem til at på et tidspunkt var snoren der holdt nettet gledet ned fra skulderen. Dette kunne have løsnet spændet som holdt stangen. Jeg mener også at på et tidspunkt så noget drive rundt godt 100 meter fra land, noget jeg antog for at være en kort pind....

Selvfølgelig var den pågældende stang udsolgt, og ingen danske butikker førte det pågældende mærke mere. Den kunne fåes i Norge, men jeg prøvede først at eftersøge en stang magen til på Internettet. Det lykkedes at finde en, endda til en god pris, men jeg spænder aldrig mere en stang udenpå en rygsæk.

 

Tekst: Steen Ellemose.


 

Til toppen

 

Et lille vestjysk vildmarks-eventyr.

Et indslag fra Pausefiskeren til Sydvestjydsk Sportsfiskerforenings medlemsblad "SYDVEST-NYT", september 2001:

Ligesom en vellagret kryddersnaps bliver de fleste lystfiskerhistorier bedre med tiden ! Og ... ligesom med kryddersnapsen ... er de uundværlige ved vinterens lænestolsfiskeri med bøger, fotoalbum og flygtige tanker. Jeg har længe haft lyst til at nedfælde følgende lille historie, inden de utallige genfortællinger, som min gamle kollega og gode fiskekammerat Kjeld godter sig med, udvisker dramaets sande omfang. Her følger så en grøn fluefiskers første ”succes” med fluekæppen:

 ”... endelig tager den klukkende å fat i fluelinen og retter fluens bane over mod den lille strømhvirvel ... var ørreden der mon endnu, eller blev den skræmt af det lidt kluntede kast ?  Nu skulle ... YES ! Et kontant hug ! En serie af små lyn sendes ned gennem den ak-så-jomfruelige 9-fods fluestang ... min første fight på fluegrejet er en herlig realitet !

 FLASHBACK.

At jeg overhovedet var i stand til at fiske denne aften var et sandt mirakel. Dagens tildragelser ved fiskevandet havde nemlig været både sveddryppende og hårrejsende.

Kjeld og jeg var ellers overbeviste om, at dagen i dag skulle blive vores gennembrud som fluefiskere: Det var absolut perfekt fiskevejr, vandet tilpas i temperatur og mængde - kære, gamle Holme Å ligefrem lugtede af fine fedtfinner - og grejet var toptunet. Vores kasteteknik lod dog nok lidt tilbage at ønske, selvom især Kjeld jo egentlig burde udvise mere graciøs behandling af fluekæppen med 20 år mere på puklen ! Men øvelse gør som bekendt mester, og så længe man kan skiftes til at komme med flabede bemærkninger om utraditionelle blindkast og ”DM i Vindknuder”, lærer man vel også noget af hinanden ...

De første par timer fik vi givet nogle hjemmebundne kreationer piskesmæld - men endnu ingen fast fisk. Vi havde dog på vores jagt efter åens fedtfinner fået naturen på tæt hold. Nogle gange endda alt for tæt - ikke alle græstuer er, hvad de udgiver sig for ! Utallige gange svuppede skridtstøvlerne i til over knæet ... og man skal ikke overveje for længe, hvordan man kommer op ! Muddervakuum og en kropsvægt over 90 kg. er en dårlig kombination !

Periodisk fik vi kastet til ringende fisk - når ikke forfanget var solidt forankret i det mangrovelignende krat, der også skulle passeres ... med fare for at afkorte stangen med flere fod !

Som aftenen nærmede sig, begyndte myggene at melde deres ankomst. Hurtigt mærkede jeg kløen og kravlen under den svedige kasketkant og under skjortekraven. Koncentrationen omkring det perfekte kast sivede stille ud - i takt med det blod, der flød ud i næste myggegenerations tjeneste. En kort smålunken ølpause i Kjelds selskab skaffede dog lidt lindring - ingen bidske bæster tør nærme sig røgfanen fra hans hjemmerullede cigaretter !

Næste forhindring tonede snart frem fra krattet: En passage af et lille tilløb. En bjælke på godt og vel 20 x 120 cm virkede jo egentlig ret overkommelig, og Kjeld skøjtede da også pænt og elegant over den tilgroede kanal. Jeg var næsten ovre og begyndte at koncentrere mig om åens videre forløb, da min venstre støvlesnude ramte en snor, skjult af det høje græs ... og mistede fodfæstet.

Det lille tilløb var overraskende dybt - og koldt ! Begge skridtstøvler var nu fyldt med okkerfarvet, køligt vand, og Kjeld spurgte pænt, om jeg ikke ville række ham kameraet, inden det blev vådt ! Og, fortsatte han, desuden burde jeg jo være glad for, at de gamle skridtstøvler ikke var helt tætte - så kunne vandet da selv rende ud igen ...

Jeg kravlede op af den lumske kanal og konstaterede, at den forræderiske snor var fæstnet til en krebseruse i åen, og at Kjeld storgrinende humpede over et el-hegn for at komme sig over synet. Jeg sendte den krebse-spisende-bredejer en venlig tanke og fulgte min ”gode” kollega over hegnet. Jeg smed den grødefyldte udrustning med et stort suk, tog den ene skridtstøvle af og tømte den for vand ... da Kjeld pludselig udråbte: ”J-Je-Jeg har ellers hø-hørt, at de-de er meget fredelige !”. 4 store skotske højlandskvæg med hornlængder på mindst 1,5 meter traskede nysgerrigt imod os ud af de store tidsler og det høje græs. De standsede en stanglængde fra os. Kjeld lød ikke til at tro på, hvad han havde hørt, og jeg overvejede kort at turbo-sjoske med én vandfyldt støvle og kaste mig panisk over el-hegnet små 5 meter væk. Men min odds-beregning gik i stå, da det langhårede stykke kreatur, der stod tættest på, fnyste en dampsky a’ la en mellemstor bardehval ! Imens genvandt Kjeld mælet og begyndte nu at Zorro-fægte med fluekæppen og udstøde uartikulerede strubelyde for at jage dem væk. De hornbærende skotter kiggede lidt på hinanden og bukkede sig ned - for at inhalere flere kilo friskt grønt ... ingen interesse for menneskekød ... TAK !

Men altså: Roen sænkede sig igen over ådalen - og vores nerver ! Den sidste kaffe blev indtaget, mens jeg ventede på, at støvlerne skulle dryppe af og blive kampklare igen. Fiskeriet blev bedre ... og ”JA, SGU’ !”, jeg fik min første fluefangede ørred. Og mange andre oplevelser. Hvem har dog brug for Sibiriens og Nordnorges bjørne, ulve og storlaks ? Eventyret findes da også i min vestjyske ”baghave” ! Naturens intensitet og fighterglæden afgøres jo ikke alene af den tilbagelagte rejseafstand.

Og fisken ?! I solens sidste gyldne stråler skinnede skællene om kap ... på regnbueørredens smukke 18 cm. ... inden den med en plaskende halefinne-vinken gled ud af min hånd og igen strøg ud i friheden i den klukkende å … !”.

 

 Til toppen

 

En grøn grejsamlers ilddåb!

Et indslag fra Pausefiskeren til Dansk Grejsamler Klubs medlemsblad ”Loppefiskeren”, juni 2004:

Smukt! Smukt og dyrt! … for dyrt? Jeg sad bag rattet og var på vej hjem ad de uendeligt lige vestjyske landeveje. Tankerne roterede ligeså hurtigt som en yderligt kroget, forfjamsket regnbueørred i en lille bæk. Var det velholdte Record-hjul alligevel blevet alt for dyrt - og drillede min hukommelse mig med ”skruespinderen” og den store træwobler ??? Skulle jeg alligevel have investeret i en af de flotte 7-fods splitcane-spinnestænger? Havde han dog bare været til at handle med, så havde jeg nok også købt …

Min første ”hot date” med en ældre, astmaplaget selvpensioneret lystfisker var netop gennemført - jeg havde kigget, pillet ved diverse dimser og tandmærket endegrej og hyggesludret … og selvfølgelig handlet ! Ja, okay, jeg har – til trods for min korte anciennitet i DGK - før handlet lidt godt gammelt grej … bl.a. på efterårsauktionen 2003 … og hos det ærede medlem 277, Kjeld fra Esbjerg, der i en årrække altid har kunnet afsætte de billigste fejlkøb og mest slidte dubletter til undertegnede ! (TAK for det, egentlig !).

Men nu havde jeg endeligt prøvet selv at være i grejsamlerens frontlinie – derude ved den nogle-og-halvfjerdsårige oplevelsestilfredse fisker, som stadig gerne ville hive en god fangst hjem på sine grejer en sidste gang ! Denne gang i form af mine surt opsparede lommepenge !

Vel hjemkommet blev mine ”Loppefiskeren”, de seneste auktionskataloger og ”Så Stor”-bogen hevet frem … NU skulle togtet evalueres ! Jeg kunne konkludere at Record 1600´eren nok blev lige lovlig pebret, men den var dog alligevel med ”patineret” original æske med reservedelsfolder og vedligeholdelsesinstruktioner. Og jo, jeg huskede rigtigt med H. Andersens ”skruespinder” (Det var rart !) … og selv om Carlo Rasmussen Wobleren måske ikke skulle være ”original Carlo-udskåret” har jeg alligevel fået røverhistorierne fra vestjyske Filsø og efterkrigsfiskeriet efter gedder med i prisen … og ikke mindst historien om skomagerens kone og hendes geddefiskefrikadeller ! Himmelbjerg-blinket ”Dar Devil” og et spøjst CF og lilje-mærket blink med pånittet rygfinne (Det er vist også dansk) afrundede dagens fangst … små fine ting til min spirende samling !

Mit ”offer” (eller er det egentlig mig, der er ramt ?) får lov til at stege lidt i sit eget fedt inden jeg kontakter ham igen angående de lækre, men alt for dyre, splitcanestænger. Som min ”mellemmand” lidt kynisk sagde til ham et par dage efter handelen, ”så kan du ligeså godt sælge dit gode grej nu … når du dør, afleverer din kone det jo alligevel til storskrald!”.

En god oplevelse … og en god handel. Det kunne jeg godt blive lidt afhængig af!

 

Pausefiskeren/maj 2004.

 

NB: Formanden har siden pr. mail på forespørgsel betvivlet originaliteten af min ”Carlo Rasmussen Wobler”. Carlo’s egne var som oftest skåret af teaktræ og mange har kopieret wobleren grundet den store effektivitet og berømmelse. 2-300 stk. er endda industrielt fremstillet og solgt helt op igennem 1970’erne. Jeg sender hermed Heinz en stor TAK for det hurtige og informative svar ! Det var bl.a. sådanne muligheder for vidensdeling, jeg håbede på ved mit medlemskab af DGK !

 

 Til toppen

 

Flyderingsfiskeri i sort/hvid!

Et indslag fra Pausefiskeren til Dansk Grejsamler Klubs medlemsblad ”Loppefiskeren”, april 2005:

Nu er 1980’erne ikke just det årti, der skaber flest overskrifter i dette hyggelig medlemsblad, men som ganske grøn grejsamler – og relativ ungdommelig lystfisker – vil jeg alligevel tillade mig at slå en lille streg i søbreddens sand for noget så ”moderne” som flyderingen!

Under vinterens lænestolsfiskeri faldt opmærksomheden nemlig på et skam-læst nummer af ”Sportsfiskeren” (3/1983). ”Fiskeri fra flydering” stod der på forsiden. Som nybagt flyderingsfisker i sæsonen 2004 med 81 cm-Karlsgårde Sø-gedde på jomfru-turen (!) betvivlede jeg straks rigtigheden af denne påstand. Skulle dette enestående fiskeri have ramt Danmark allerede i begyndelsen af 80’erne, mens ”Sportsfiskeren” stadig udkom i sort/hvid - eller endda før?

Artiklens forfatter – Gunnar Johnson – havde prøvet fiskeriet i Vestamerika og konstaterede: ”I begyndelsen var ringene meget primitive. Senere er de blevet forbedret på væsentlige punkter. Sikkerheden er blevet bedre … ”, og beskrev derefter den ”mere sikre” konstruktion: ”Flyderingen består af en 20-tommers lastbilslange trukket over med et formsyet betræk af stærkt nylonvæv med forstærkede sømme” og i ryggen er der ud over plads til termoflaske/regntøj også en dobbelt motorcykel- eller autoslange, som ”giver sikkerhed, hvis noget skulle hænde”.

Set fra frøperspektiv er dette stadigt grundkonstruktionen – men i dag er – selv vistnok på Loppefisker-redaktørens DGK-auktionskøbte flydering - selve ringen praktisk nok afløst af specialudviklede U- eller V-formede slanger, der giver ”badedyret” bedre indstigningsforhold, sikkerhed og funktionalitet.

I ´83 gav forfatteren følgende sikkerhedsråd: ”Ved leveringen er mange flyderinge udstyret med en alt for lille slange. Et af mine egne ringe havde en 6,50 x 20,00 inderslange, da jeg købte den. Jeg byttede den straks ud med en 10,00 x 20,00, der nok er dobbelt så dyr, men aldrig kan få en rigtig punktur. Den lille slange var pustet op som en ballon og ville være eksploderet ved en punktering”. Virkelig en spændende fiskeform for eventyrlystne!

Kender du til andre litterære optegnelser over flyderingens forvandling fra amerikansk bilreservedel på afveje til veldesignet lystfiskerplatform hører jeg gerne fra dig!

 Pausefiskeren/april 2005

 

NB: Skulle du få lyst til at læse mere om det ”moderne” fiskeri fra flydering kan jeg anbefale www.flyderingsfiskeri.dk !

 

 Til toppen

 

 

j

Tekst, fotos, tegninger © Pausefiskeren 2005-2010 (hvor ikke andet er nævnt).

h

Webdesign by Pausefiskeren Propaganda 2007 (Optimeret til 1024x768 pixel eller højere!)